Fotoalbum

Værløse Flyvestation den 9. april 1940.

Dette er en beretning om et tredje fly, som kom i luften tidligt om morgenen den 9. april 1940. Jeg har som medlem af Flyvevåbnets Soldaterforening i adskillige år på det årlige Soldater Jubilæum været oppe ved Flyvestationens Hovedbygning, hvor der blev holdt en kort tale og lagt en krans til ære for de to flyvere V. Godtfredsen og C. F. Brodersen som blev skudt ned af tyske flyvere om morgenen den 9. april 1940. Mindestenen har også navne på andre personer som mistede livet under krigen.

Jeg har lige som mange andre ikke hørt, at et tredje fly var gået på vingerne tidligt denne skæbnesvangre morgen. Derfor denne oplysende beretning, som jeg på en kringlet og forunderlig måde er blevet bekendt med! Jeg er kommet i kontakt med sønnen til Kaptajn Harry Pontoppidan Sørensen som denne beretning handler om. Sønnen Søren som i dag er bosat i USA har sendt mig en del materiale og dokumenter, som jeg senere med familiens samtykke håber at få lov til at bringe udsnit af.

Det er ikke fordi hændelsesforløbet ikke har været kendt, da det som det fremgår af følgende er udførligt beskrevet i en bog udgivet af Forlaget Hasselbalch med titlen ”9. APRIL skildret i breve fra danske soldater” som også beskriver en Rekognosceringsflyvning den 8. april om aftenen.

Harry Pontoppidan var under krigen også aktiv modstandsmand, som blev taget og udsat for tortur i januar 1945. Div. materiale og dokumenter er/vil tilgå Frihedsmuseet. Harry døde i august 1952 under en test flyvning med et nyt KZ-10 Plan fly.

Søren har også haft kontakt med tidligere pilot Niels Helmoe-Larsen, og vil meget gerne møde os når tingene er normaliseret efter Corona’en, besøge det nye Frihedsmuseum, den ny renoverede Ballonpark og evt. et besøg i den ny renoverede Hangar 2.

Hermed ønsker jeg jer en god læsning. Bestyrelsesmedlem Søren Eibak.